Lyngsbos historie:

I juli 1947 besluttede kredsbestyrelserne for søndagsskolerne i Lyngsbos område at se på og købe en byggegrund til en sommerlejr.
1. april 1948 overtog bestyrelsen grunden ved Lyng Strand for 1300 kr.
De besluttede at købe en brugt barak på ca. 320 m2 så lejren hurtigt kunne tages i brug.

Barakken var en vinkelbygning der i hver ende havde to sovesale, som hver havde plads til 45 personer.
I hjørnet mellem sovesalene var der spisesal til 100 personer og køkken.
Desuden var der en mindre bygning til lederne, den var på ca. 45 m2.
Prisen for grund, bygninger og inventar var i alt ca. 62.000 kr., hvoraf en del var indsamlet af de 144 søndagsskoler i det område, der stadig hører til Lyngsbo.

Allerede tre måneder efter overtagelsen af grunden, i juli 1948, blev lejren taget i brug til årets 4 børnelejre, hver med 91-100 børn.
Den 4. september 1948 var der endelig tid til at afholde indvielsesfest for den første søndagsskolelejr i Danmark, bortset fra den i København.

I februar 1953 blev det besluttet at udvide lejren, da den allerede i flere år havde været for lille. Indtil nu havde man afhjulpet pladsmanglen ved at der blev opstillet et telt bag drengesovesalen.
Derfor blev der bygget en ny sovesal til pigerne (Det er den første del af det, der nu kaldes “Ældre bygning”).
Pigernes hidtidige sovesal blev til spise- og samlingssal.

Spisesalen og lederbygningen blev udvidet på et tidspunkt mellem 1954 og 1962.

I 1970 blev det foreslået at bygge en større lederbygning, og den nuværende blev indviet i maj 1972.

Sidst i 1970’erne var der planer om at udvide spisesalen med 3-4 meter mod vandet, så der var plads til alle ved forældreaftenerne. I sidste øjeblik foreslog én, at man i stedet skulle nedrive den gamle sal fra 1948, hvor taget var utæt, og bygge en ny spise- og festsal.

Det tog et halvt år, og den 25. april 1980 blev spisesalen indviet.

I 1987 nedbrændte mellembygningen, køkkenet brændte delvist, og salen blev skadet af varme og røg.  Derfor blev dette års sommerlejre afholdt på andre lokationer. Mellembygningen blev genopbygget med samme ydre mål.

Nordfløjen blev opført med rejsegilde d. 29. august 1992.

Med Nordfløjens opførelse var de store ændringer i Lyngsbos bygninger gennemført.